|
Forår på EGaf rektor Henrik Boberg Bæch
|
Efter en velfortjent påskeferie er eleverne vendt tilbage til en periode, der fortsat er fyldt med kreative indslag, faglige udfordringer og en masse rejseaktivitet. Vores afgangselever har prøvet kræfter med at skrive de store skriftlige opgaver, som afleveres i denne og næste uge, og hvor alt fra Pussy Riot til Velfærdsdanmark er blevet taget under behandling. HF’erne har været på studietur, vores elevdrevne udvalg EG Global har været i Amsterdam, og hele næste uge tager 2.g-klasserne på sprogrejser rundt omkring i Europa. Ikke mindst er foråret endelig kommet til EG, hvilket minder os om, at årets sidste skoledag kun er 5½
uge væk. Alt dette og meget mere kan I læse om her i nyhedsbrevet. God fornøjelse!
|
De store skriftlige opgaver |
Vores afgangselever har i den sidste tid siddet derhjemme og arbejdet med deres store svendeprøve, den store skriftlige opgave. For 2.hf er der tale om en ’SSO’ (stor skriftlig opgave), som de har en uge til at skrive, og for 3.g. er der tale om ’SRP’, (studieretningsprojektet), som de har 14 dage til at skrive. Begge typer opgaver vurderes af en ekstern censor, og karakteren fastsættes efter en votering med elevens lærer her fra EG. Karakteren for opgaven vil fremgå af elevernes afgangsbevis. 3.g’erne skal forsvare deres SRP ved en mundtlig eksamen i eksamensperioden, mens 2.hf’erne modtager en vurdering i form af en karakter, når opgaverne er blevet voteret. |
I næste uge (uge 16) rejser vi for tredje gang siden 2022 på sprogrejser med vores 2.g-klasser med deres andet fremmedsprog: fransk, spansk eller tysk. Klasserne skal to og to sammen til hhv. Paris, Barcelona, Malaga og Berlin. Eleverne har mange spændende ting på programmet. De skal tale med de lokale og se, om sproget fungerer, de skal besøge de klassiske museer og andre gymnasier, og meget andet.
Vi vil også minde om, at sprogrejserne er alkoholfri, og at der følger sanktioner ved overtrædelse af reglerne.
Vi glæder os til nogle rigtigt gode og givende dage med masser af sprog og oplevelser sammen! |
Skoleåret går på hæld, og faktisk er der kun 5,5 uge til sidste skoledag. I eksamensfagene er der derfor lagt an til slutspurt, så hele pensum er nået og alle trådene samlet. Sidste skoledag er onsdag d. 22. maj. På denne dag offentliggøres eksamensplanen for alle eksamensfag for alle klasser. Alle klasser har eksamen eller årsprøver. Afgangseleverne fejrer sidste skoledag med det legendariske græsbal på arealet mellem skolen og Idrætsbyen. Sidste eksamensdag er onsdag d. 26. juni, og vi fejrer vores studenter med translokation fredag d. 28. juni. I næste nummer af forældrenyt vil vi skrive nærmere om translokation og 'huebegivenheder', altså afgangselevernes sidste eksamener, hvor de får hue på. |
Sex og samtykke på skemaet |
Folketinget vedtog i august, at der skal være seksualundervisning på skoleskemaet på ungdomsuddannelserne, som skal oplyse om fx kønssygdomme, prævention, samtykke og grænser. Det er op til den enkelte skole at planlægge, hvordan undervisningen skal foregå. Men fra ministeriet er der en forventning om, at noget skal behandles i fagene, og noget skal foregå som tværgående aktiviteter i form af temadage og foredrag. En del fag behandler allerede elementer af den forventede seksualundervisning i deres undervisning. Det gælder bl.a. biologi (fx prævention, kønssygdomme), historie (fx kvinderoller gennem tiden) og samfundsfag (fx køn og ligestilling, diskrimination). Ung-til-ungPå EG har vi siden sommerferien haft et hurtigt arbejdende udvalg bestående af 5 lærere og 4 elever. Sammen med 'Generation Zex' fra Helsingør Ungdomsskole har vi nu uddannet ca. 30 EG-elever til ’seksualundervisningsambassadører’. Ambassadørerne vil afprøve deres nye uddannelse på fire klasser allerede i april måned. Ung-til-ung-undervisningen er superviseret af en af underviserne fra Helsingør Ungdomsskole og en af vores egne lærere. Vores elever skal behandle emner som grænser, prævention og samtykke. Vi er alle spændte på premieren. Seksualundervisningen skal fra næste skoleår indgå på alle klassetrin og vil omfatte både ung-til-ung-undervisningen, undervisning i fagene, foredrag og temadage.
|
|
Poesiens dag
D. 20. februar fik førsteårseleverne lov at fordybe sig i poesiens verden til Poesiens Dag. Først skulle de arbejde med deres egne digte, inspireret af debutanten Amina Elmis digtsamling Barbar, hvor de skulle leve op til forskellige benspænd og bl.a. arbejde med sanselige beskrivelser, billedsprog og rytme. Dernæst var der samling på Torvet, hvor Elmi blev interviewet på scenen og læste op fra sin digtsamling.
|
Stjerne for en aften
D. 23. februar kunne EG også åbne dørene til en af årets helt store begivenheder, hvor eleverne dyster mod hinanden i at levere den bedste musikalske performance på scenen. I månederne op til finder grupper sammen, solister finpudser stemmebåndene, og der bliver øvet på livet løs i skolens musiklokaler. I år løb Kasper Boll fra 2.a med førstepladsen og gik dermed videre til finalen på Helsingør Gymnasium sammen med de andre vindere.
|
Fem fede dage
Fem Fede Dage er et initiativ fra UngEnergi, hvor formålet er at skabe fokus på klima og bæredygtighed. Miljøudvalget stod for at planlægge en hel uge i marts, hvor hver dag havde sit eget tema. Der blev bl.a. spist vegetarisk, byttet tøj, spillet brætspil og cyklet i skole. |
|
|
Talekonkurrence
D. 21. februar afholdt tale- og debatklubben EG Debate en talekonkurrence på engelsk. Her skulle deltagerne holde en tale over temaet 'A Great Leader Can Change the World in an Instant'. Vinderne blev Jessica 2.b og Otto 3.j, som gik videre til den regionale talekonkurrence i Ordrup. Her gik de begge videre til den danske finale, hvor Jessica endte med en 2. plads og dermed kvalificerede sig til den internationale finale, som afholdes i London i maj. Stort tillykke!
|
Kunstneriske dage
D. 26. - 28. februar blev de kunstneriske dage afholdt. Alle 1.g-eleverne arbejdede med de kunstneriske fag, som tæller arkitektur/design, billedkunst, drama, mediefag og musik. I løbet af de 3 dage kunne eleverne gå i dybden med fagene og fremtryllede forskellige produkter. Den sidste dag blev afsluttet med en stor fernisering. |
EG Global i Amsterdam
I marts rejste 24 elever fra 15 klasser med EG Global til Amsterdam. På turen oplevede de ikoniske steder som Anne Franks Hus, Van Gogh Museet og Husbådsmuseet, udforskede livlige gademarkeder, cyklede byen tynd, var på byvandring og mødte en lokal, der fortalte om landet. Derudover skiftedes eleverne til at holde faglige oplæg hver morgen. Allerede i august tager udvalget igen afsted - denne gang til Krakow i Polen.
|
|
|
|
|
Kontakt Besøg vores hjemmeside
E-mail: cm@eg-gym.dk Telefon: 49 13 42 22 Adresse: Gymnasievej 2, 3060 Espergærde
|
|
|
|
|
Afmeld nyhedsbrevet
Espergærde Gymnasium og HF sender nyhedsbreve ud ca. én gang om måneden for at holde dig opdateret om skolens aktiviteter. Hvis du ikke ønsker at modtage det fremover, kan du afmelde dig her.
|
|
|
|
|
|
|